Forfatter: Redaktionen
Dato:
Læsetid: 3 min.

Der er mange flotte vandreture i Tyskland. Vores store naboland har forskelligartet natur fra bjerge, skov, dale og floder, så der er mange oplevelse i vente. 

Udover at være ude i den grønne natur og friske luft, er vandring sundt for krop og sjæl, og det eneste du skal have med er fornuftige sko.

Her sætter vi fokus på tre vandreture tre forskellige steder i Tyskland, der hver byder på unikke naturoplevelser: 

  1. Delstaten Mecklenburg Vorpommern 
  2. Winterberg i bjergområdet Sauerland 
  3. Erzgebirge syd for Dresden

Så snør støvlerne og tag på vandretur i Tyskland. God tur! 

 

I Mecklenburg Vorpommern kan du gå dine egne veje

Strand ved Mecklenburg Vorpommern

Mecklenburg Vorpommern. De fleste kender navnet på den tyske delstat, men de færreste kan placere den på Tysklands-kortet. Det laver vi om på nu. For Mecklenburg Vorpommern fortjener fuld opmærksomhed.

Langs Østersøkysten, gennem det funklende sølandskab, folder Mecklenburg Vorpommerns magi sig ud på vandreture langs stejle klitter og gamle bøgeskove.

Der løber tre langdistance-vandreruter gennem kystområdet. Enkelt- og flerdagesturene egner sig rigtig godt til en weekendudflugt, mens de guidede ture er for dig, der ”for alvor” vil vandre.

Uanset hvilken rute du vælger på din vandretur i Tyskland, falder storbysjælen helt sikkert til ro.

Er der flere kræfter tilbage i benene, må du, hvis du er vild med golf, ikke gå glip af de vidtstrakte mesterskabsbaner, der ligger langs Mecklenburg kysten. Her lokker grønne blide bakker og spektakulære udsigter til store, men præcise, armbevægelser.

Vandring og meget mere i Winterberg

Winterberg

Midt i bjergområdet Sauerland, ligger Winterberg. Her er utallige vandreruter, der fører dig rundt i uspolerede naturomgivelser med imponerende panoramaer.

Winterberg har dog masser af andre aktiviteter til outdoor-mennesker. Prøv sommerkælkebanen, mountainbikepark, klatreskov, panorama-oplevelsesbro, sejlture på søerne i Sauerland og badesjov i friluftsbadet Siedlinghausen, lægger op til nye oplevelser hver dag. Og med et WinterbergCrad PLUS har du gratis adgang til over 40 fritidstilbud fra 1. april til og med 2. november.

Skulle du få lyst til mere outdoor senere på året, er Winterberg det nærmeste og største skiområde fra Danmark – og det mest snesikre skiområde i Nordrhein-Westfalen. Så nu ved du, hvor det sner, hvis du tager bilen på skiferie næste gang.

Op og ned i gear i Erzgebirge

Eng i Erzgebirge

Du behøver ikke nødvendigvis krydse Middelhavet eller bestige Mount Everest for at mærke naturens kræfter.

Syd for Dresden ligger Erzgebirge, ca. 500 meter over havet, og byder på overraskelser og oplevelser. Hundredvis af kilometer velholdte vandre- og cykelruter leder dig gennem vidtstrakte skove, romantiske dale med små vandløb og særprægede byer med slotte og kirker nær den tjekkiske grænse.

Smæk cyklerne på taget af bilen (eller lej dem på stedet), tank op med god energi - og opdag Tyskland på tæt hold. Vil du stifte nærmere bekendtskab med det traditionsrige Erzgebirge-område og minearbejdernes og de lokale beboeres skikke, er det en god idé at begive sig ud på den 230 km lange sølvrute, der binder fortid og nutid sammen.

Og vi ved præcis, hvor du skal hvile ud, når du skal ned i gear igen: Tag bilen til Ahorn Hotel Oberwiesenthal i Erzgebirge i Sachsen og sov godt.